Din kloak skal vedligeholdes og passes på. Hver dansker bruger omkring 140 liter rent vand i døgnet. Det belaster blandt andet kloaksystemet, som skal holdes ved lige.
Nu og da sker det, at kloakken stopper til. Det skyldes flere ting, blandt andet sæbe og madrester, men i høj grad også haveaffald som visne blade osv. En forstoppelse i kloakken skal normalt fjernes med slamsugning eller højtryksspuling, men hvis problemet gentager sig jævnligt, er det et tegn på, at kloakken fejler noget.
Når kloakken bliver ved med at gøre knuder, er der formentlig et brud på ledningen eller en større sætning af systemet. En spuling udsætter blot problemet. Få i stedet en autoriseret kloakmester til at reparere skaden.
Højtryksspuling er imidlertid ikke sundt for kloakken. Den fjerner den hinde i rørene, som er opbygget gennem mange år, og som udjævner uregelmæssigheder og hjælper til at holde samlingerne tætte. Derudover kan spulingen fjerne selve samlingsmaterialet mellem rørene, med udsivninger og større jordsætninger til følge. Spul kun, når det er absolut nødvendigt.
Hvis du har mistanke om brud på kloaknettet, bør du kontakte en kloakmester eller et tv-inspektionsfirma, der kan føre et kamera for enden af et kabel ind i rørene. På den måde får du sikkerhed for, hvad der er galt, og hvor der skal gribes ind.
På billederne fra kameraet vil du for eksempel kunne se trærødder, der er brudt gennem kloakrørene. Sammenstyrtninger og brud på kloakken er alvorlige problemer, som skal bringes i orden med det samme. Normalt vil en kloak have en levealder på 50 år eller mere, inden den skal skiftes helt.
Alt kloakarbejde skal udføres af en autoriseret kloakmester. Håndværkere arbejder professionelt og bruger maskiner og metoder, der garanterer dig, at kloakken virker efter alle forskrifter.