Uanset om du køber eller sælger, skal du altid være på mærkerne i en bolighandel.
Der er mange aspekter af en bolighandel, og det er noget nær umuligt at holde styr på det hele selv og kende til alle de juridiske og økonomiske konsekvenser. Netop derfor bør du altid rådføre dig med professionelle, når du enten køber eller sælger hus.
Når du vil sælge, er det en god idé at indhente tilbud fra mindst tre forskellige ejendomsmæglere. På den måde får du et godt fingerpraj om, hvordan huset vurderes, og hvordan mæglerne vil gribe salget an. Brug det midterste bud, selv om det kan være fristende at gå efter den højeste pris. Risikoen er, at det kan tage meget lang tid at sælge, hvis prisen starter for højt.
Men du skal også vælge den mægler, der virker mest reel og ærlig over for dig. I bør sammen snakke om fordele og ulemper ved boligen, så begge parter ved, hvad handlen indebærer.
Det er aldrig en god idé at stole blindt på ejendomsmægleren, når du er ude for at kigge på hus. Tag i stedet din egen vurderingsekspert med på råd. Det kan være en advokat, en ingeniør, en bankrådgiver eller måske alle tre.
Lad dig heller ikke presse af ejendomsmægleren i en købesituation. Slå koldt vand i blodet, selv om han påstår, at der står mange andre interesserede købere i kø. Skriv kun under, når du er sikker på at kende til alle aspekterne i handlen.
Gennemførslen af en bolighandel er en kompliceret affære, som du kan vælge at klare selv. Men det er måske netop her, du skal bruge professionelle for at undgå dyre misforståelser. Ejendomsmæglere, advokater, bankrådgivere, byggesagkyndige osv. arbejder med disse ting til daglig, og de ved, hvad du skal passe på.