https://bygogbolig.dk/wp-content/uploads/2022/03/Billede2-Efter.jpg

NIELSEN & SØN TØMRER, SNEDKER, MALERFIRMA ApS

Terrassen gør huset større og forlænger sommeren

| Skrevet af Skrevet af Mette Bernt Knudsen for Nielsen & Søn d. 5. april 2022

Terrassen gør huset større og forlænger sommeren

En af de allerstørste glæder ved at bo i hus er … haven. I hvert fald på papiret. Men faktisk får mange husejere slet ikke nok gavn af deres have, fordi den er anlagt på en måde, der ikke indbyder til, at man bare går ud for en stund uden at tænke på, om man slæber græsplænen med ind bagefter.

Men … det kan en skøn solvendt træterrasse lave om på. En terrasse gør simpelthen haven mere tilgængelig og brugbar – også på de dage, hvor man bare har lyst til at sidde en stund i morgensolen med en hurtig kop kaffe.

Drømmen

Ønsket om en have var da også det, der i første omgang fik Jan og Christina til at flytte i hus. Og der var en slags terrasse i haven, da de flyttede ind. Men fliserne var store rustikke natursten, der var græs mellem stenene og terrassen indbød simpelthen ikke til, at familien brugte den. Så den første sommer var der ikke meget gang i udelivet i Charlottenlund.

Det er der nu. Stenene og græsset er fjernet, og i stedet pryder en mørkolieret bambusterrasse den del af haven, der støder op til husets centrum. Det er her familien spiser hele sommeren og nyder de lyse sommeraftner – eller en lun solstråle i efteråret og foråret.

Bambusterrasse

“Stenterassen var bare for rustik til os. Den var fin og grøn – og anlagt på en måde, der så vild og flot ud. Men alt for upraktisk. Vi er en familie, der elsker at gå ud på bare fødder – det gik bare ikke. Vi slæbte græs og jord med ind. Så vi brugte bare ikke terrassen eller haven ret meget,” fortæller Christina.

Nielsen & Søn etablerede terrassen for Jan og Christina i løbet af 3-4 dage. Terrassen blev designet, så den passer perfekt til husets design og beboernes behov. Den er f.eks. bygget udenom den gamle vin, der står op ad den ene mur.

Materialerne til bambusterrassen er også valgt, så de passer familiens behov.

“Vi valgte bambus, fordi det er bæredygtigt, holdbart og kræver et minimum af vedligehold. Det er vigtigt for os, at vi fik hjælp til at vælge det, der passer til os som familie. Vi har ikke lyst til at bruge en masse tid på at vedligeholde terrassen. Vi vil bare bruge den med familie og venner,” fortæller Christina.

I dag er terrassen det naturlige samlingspunkt i haven. Det er et uderum, der gør huset større og forlænger sommeren. Ja, det føles næsten som at få haven indenfor!

Processen:

Når Nielsen & Søn bygger terrasser, er det med fokus på at møde kundens behov, samtidig med at der skabes en løsning, der håndværksmæssigt er helt i top.

  1. Møde med dig på stedet
  2. Afklaring af behov og design
  3. Valg af materialer
  4. Der lægges en tidsplan fra start til slut
  5. Udførsel
  6. Overdragelse og rådgivning om vedligehold

Vi holder dig løbende orienteret om eventuelle ændringer. Vi arbejder for dig – derfor er du i fokus hele tiden. Læs mere: https://nielsenogsoen.dk/toemrer-alle-vores-ydelser/

5 gode råd til din nye terrasse

  1. Overvej placeringen af terrassen. Det er vigtigt at placere terrassen rigtigt i forhold til sol og vind – men også i forhold til døre, vinduer og husets rum.
  2. Hvor meget tid vil du bruge på vedligehold? Og hvor længe skal terrassen holde? Hårdt træ er dyrere end andet træ – men det holder også længere. Nogle materialer kræver rens og olie hvert år – andre kræver mindre.
  3. Overvej om du bør vælge et bæredygtigt materiale. Gå efter FSC eller PEFC, så sikrer du dig, at du kender træets oprindelse, og at der ikke fældes mere skov end der kan reproduceres.
  4. Har du brug for særlige rum i terrassen? Måske et indbygget skab eller plantekasser? En terrasse kan udfylde flere behov end blot at være et sted til ophold, hvis man tænker det ind i designet.
  5. Tænk i niveauer. En meget stor flad terrasse kan virke voldsom – flere niveauer kan skabe en blødere effekt og gøre terrassen til en mere naturlig del af haven.

Skrevet af Mette Bernt Knudsen for Nielsen & Søn

 

 



NIELSEN & SØN TØMRER, SNEDKER, MALERFIRMA ApS

Kontaktoplysninger

Yderholmen 19
2750 Ballerup

E-mail: mn@nios.dk Telefon: 44970977