Blåbær smager dejligt og er nemme at dyrke. Få Haveselskabets tips til, hvordan du får mange blåbær i haven.
Blåbær er både sunde og lækre, og samtidig er blåbærbuske kønne haveplanter, der er nemme at dyrke. Det er et fint tidspunkt at plante bærbuske her i det tidlige forår. Følg Haveselskabets dyrkningstips, når du planter.

Blåbær kræver sur jord, så de kan fint vokse sammen med rododendron og andre surbundsplanter. I min have har jeg plantet blåbær i kanten af rododendronbedet, hvor de får lys og, hvor bærrene er nemme at plukke. Min unger elsker dem, fortæller havearkitekt Lulu Jacobsen fra Haveselskabet.
Blåbær tåler dårligt udtørring. Det går ud over mængden af bær. Det betaler sig derfor at vande i tørre perioder om sommeren.
Blåbær får skønne efterårsfarver
Ifølge Lulu Jacobsen kan du med fordel bruge blåbærbuske til at give mere liv og årstidsvariation i rododendronbedet.
Blåbær er meget dekorative planter, som får skønne høstfarver. Blåbær er derfor fine at plante i rododendronbedet, som ellers kan være lidt statisk efter blomstringstiden i maj til juni, siger Lulu Jacobsen fra Haveselskabet.
I haverne er det nemmest at dyrke storfrugtede blåbær – eller amerikanske blåbær, som de også kaldes. De vilde, danske blåbær er normalt lidt vanskelige at dyrke i haver.
Få flere havetips i Haveselskabets gratis nyhedsbrev ”Haven Weekend”, som udkommer hver torsdag.
Fakta: Sådan får du mange blåbær
Køb storfrugtet blåbær (kaldes også amerikansk blåbær). De vilde danske blåbær er svære at få til at lykkes i haver.
Køb to forskellige blåbærsorter, hvis du vil være sikker på at få bær. Nogle sorter kan efter sigende bestøve sig selv, men der kommer flere bær, hvis du planter to sorter.
Vælg et voksested med læ og gerne solskin, men halvskygge kan også gå an.
Plant blåbærrene i surbundsbedet, eller grav et stort hul og plant bærbuskene i jord, der er blandet med spagnum.
Vand planterne i tørre perioder. Blåbær tåler dårligt at tørre ud.
Dæk evt. buskene med et net, hvis du vil have bærrene i fred for fuglene.
Blåbær er nøjsomme, men du kan evt. give et lag kompost eller en håndfuld rododendrongødning i det tidlige forår.
Vær opmærksom på, at der kan gå nogle år, før planterne for alvor begynder at give bær.