Oversigt og konklusioner:
I 2008 klassificerede EU Kommissionen bor således at produkter med mere end 5,5% borsyre mærkes som gift (dødningehoved). Under denne koncentration skal der ikke bruges giftetikette.

For nogen betyder det simpelthen at alle borprodukter er giftige. Men det afhænger alt sammen af hvad man mener med giftig. Hvis man mener at der skal giftetikette på emballagen er bor ikke giftig når der er mindre end 5,5% borsyre i produktet. Så 5,4% borsyre er ikke giftig, mens 5,6% er – indenfor EU. Og før 2008 var der slet ikke noget bor der var mærket giftig. Uden for EU skal borprodukter ikke mærkes som giftige.

Hvis man mener at noget er giftigt fordi man kan dø af det, er det et spørgsmål om hvor meget man får af det. Det er forbavsende hvad der bliver giftigt når man får for meget af det. Selv vand kan man dø af hvis man drikker meget af det. Og køkkensalt betragtes som dødeligt hvis et menneske på 70 kg spiser mere end 210 g. For bor er grænsen 350 g. Så i den sammenhæng er køkkensalt altså mere giftigt end bor. Den eneste, BORACOL som skal have giftetikette er BORACOL 20 professionel. Den har en dødelig grænse på næsten 1 kg, altså langt mere end køkkensalt.

EU Kommissionen besluttede at der skal giftetikette på borprodukter med mindst 5,5% borsyre, fordi forsøg med rotter viste at med indtag af bor i meget store mængder fik hanrotterne nedsat forplantningsevne og der var reduceret udvikling af fosteret i gravide hunrotter. Det er yderst usandsynligt at mennesker kan indtage så meget bor og specielt ikke under almindelig omgang med BORACOL og IMPEL.

Ved klassificeringen af bor brugte man en usædvanlig høj sikkerhedsfaktor og det virker derfor som om EU Kommissionen har været meget forsigtig. Kommssionens vurdering vedrører i øvrigt kun risikoen for personer som arbejder med borprodukter. Mærkning på etiketten for påvirkning af miljøet er uændret.

I det følgende redegøres der for baggrunden for EU Kommissionens klassificering, og hvorfor den forekommer meget forsigtig når man sammenligner med andre landes syn på bor. Især har den amerikanske miljøstyrelse, EPA, foretaget en meget grundig videnskabelig vurdering af de samme data som EU Kommissionen brugte, og EPA konkluderede at risikoen ved bor er væsentlig lavere end EU Kommissionen mener.

En overforsigtig klassificering medfører selvfølgelig generelt unødvendige omkostninger og tidsforbrug i EU-landene. I dette tilfælde kan det desuden medføre dårligere bevarelse af træ i bygninger og andre steder, idet der ikke umiddelbart er alternativer til bor som træbeskyttelsesmiddel, når effektivitet, risiko og miljøvenlighed tages i betragtning.

I betragtning af den forsigtighed som tilsyneladende har påvirket EU Kommissionens afgørelse er der naturligvis rejst tvivl om dens holdbarhed og det sidste ord er formodentlig ikke sagt i denne sag. Nyt videnskabeligt materiale om bor er kommet frem, og et større mineselskab har fornylig ansøgt hos Europæiske Ret i Første Instans om at måtte appellere Kommissionens afgørelse.

Hvorfor er der blevet røre om bor nu?
Det er ikke kun bor som har fået opmærksomhed nu. Det er kemikalier generelt, og det er sket over mange år, og nu nåede man frem til bor.

Kemikalier af mange forskellige slags er jo blevet en risiko for både mennesker, dyr og planter. Vi læser om midler mod ukrudt og insekter som hver for sig er uskadelige, men som i kombination kan være skadelige for miljøet. Og vi hører om vanskabte fisk med to hoveder, måske fordi der udledes medicinrester i havene omkring os. Og når vi spiser fisk, ved vi så hvor meget kviksølv og anden gift for vores organisme vi indtager med fiskene der måske har levet i forurenet vand?

Disse forhold er jo efterhånden blevet så kendte at der er almindelig enighed om at vi skal passe på at vi at ikke langsomt forgifter den jord vores grøntsager gror i, vandene som fiskene lever i, og luften vi indånder. Men opgaven er enorm. Vi kan jo ikke simpelthen forbyde brug af alt der mistænkes for at forgifte og forurene – hvilket ville svare til at vi forbød al kørsel med motorkøretøjer for at undgå trafikulykker. Opgaven må være at vurdere hvilke kemikalier der skal forbydes, hvilke der kan tillades indenfor visse grænser, og hvilke man kan bruge frit uden grænseværdier, således at der tages hensyn både til risikoen ved brugen og risikoen for samfundet ved at begrænse eller forbyde brug af midler som tjener nyttige formål.

Denne opgave er meget omfattende. For det første bruges der jo umådeligt mange kemikaler (over 100.000 indenfor EU) – og kombinationer af kemikalier. Og dernæst kan det være en vanskelig og ikke altid klart defineret opgave at afgøre hvilken indflydelse brugen af kemikalier har på mennesker, dyr og planter. Det er jo også klart at opgaven bør håndteres internationalt, idet mindste på regionalt plan. For hvad nytter det at et enkelt land indfører begrænsninger, hvis nabolande fortsat tillader brugen. Det ville føre til forvirring og sætte uacceptable forhindringer op for samhandelen.

Heldigvis er der gjort et stort arbejde med at registrere og klassificere kemikalier efter deres farlighed. Allerede i 1967 blev EU Direktiv 67/548/EEC vedtaget med henblik på at harmonisere reglerne for klassificering, indpakning og etiketter af såkaldte farlige produkter indenfor EU. I juni 2009 blev dette direktiv erstattet af CLP (Classification Labelling Packaging) regulativet som koordinerer EU’s regler for klassificering, etiketter og indpakning med De Forenede Nationers Globalised Harmonised System (GHS). Efter en overgangsperiode vil samme regler derfor kunne anvendes globalt.

I 1998 vedtog Europarlamentet Biocid Direktivet som harmoniserer markedet for biocid produkter indenfor EU, således at et produkt som er autoriseret i et EU land skulle kunne sælges i et andet EU land. Det sigter også på at beskytte mennesker, dyr og miljøet mod brug af farlige biocider. Biocid Direktivet henviser til direktivet for for klassificering, indpakning og etiketter.

I slutningen af 2006 vedtog Europaparlamentet REACH regulativet med henblik på generelt at Registrere, Evaluere og Autorisere CHemicals som fremstilles i eller importeres til EU i mængder af 1 ton eller mere.

I august 2008 blev bor i koncentrationer over en angiven grænse klassificeret under Biocid Direktivet i Repr. Cat 2; R60-61, hvilket betyder at der er risiko for nedsat forplantningsevne for mænd og for fosterskader for gravide kvinder forudsat at bor indtages i større mængder over en længere periode. Bor betragtes om uskadeligt under den angivne grænse. For borsyre er grænsen 5,5% på vægtbasis. For BORACOL produkterne påvirker det kun BORACOL 20 professionel. BORACOL 10 og BORACOL SPECIAL er under den kritiske grænse. IMPEL patronerne er også berørt.

Hvad var begrundelsen for EU klassificeringen?
Som nævnt ovenfor har EU Kommissionen klassificeret bor over en vis koncentration i Categori 2 med reproduktionrisiko for mænd og risiko for fosterskade for gravide kvinder.

Klassifikationen er baseret på resultater fra forsøg med rotter, mus og kaniner som fik forholdsvis store mængder af bor over perioder fra måneder til år. Primært brugte man resultaterne fra forsøgene med rotter. For at kunne bruge dem for mennesker angiver man de kritiske mængder bor i forhold til legemsvægt.

Det er vigtigt at bemærke at man ikke klassificerede bor som giftig i sig selv. Kun bor i koncentrationer over en vis grænse er blevet klassificeret som værende en risiko for reduceret sædcelleproduktion i mænd og negative virkninger på udviklingen af fosteret, især nedsat vægt, for gravide kvinder.

Og med hensyn til klassifceringen af bor i større koncentrationer er det jo kendt at alt er giftigt i tilstrækkeligt store mængder, mens det i små mængder kan være gavnligt. Selv vand kan være dødeligt hvis det indtages i store mængder. Der er tilfælde hvor deltagere i konkurrencer om hvem der kan drikke mest vand døde, fordi deres saltbalance blev voldsomt forstyrret. Og arsenik i små mængder har muligvis gavnlige virkninger.

De målte grænseværdier og hvad de svarer til for BORACOL 20 professionel
Udfra resultaterne fra dyreforsøgene etablerede man den laveste daglige mængde (i mg bor/kg legemvægt/dag) som havde en skadelig virkning på rotterne. Den kaldes LOAEL (Lowest Observed Adverse Effect Limit). For rotter var den 58,5 mg bor/kg legemsvægt/dag over en to-års periode. For mus var den 142 mg Bor/kg legemsvægt/dag over 90 dage. Det vedrørte forplantningsevne for hankøn. For fosterudvikling i gravide rotter var LOAEL 13,3 mg bor/kg legemsvægt/dag. Da rotter viste sig at være mest følsomme overfor bor blev der ikke etableret LOAEL for kaniner.

Dernæst etablerede man den højeste daglige mængde som over en langvarig periode ikke havde nogen skadelige virkninger. Den kaldes NOAEL (No Observed Adverse Effect Level). For rotter var den 17,5 mg bor/kg legemsvægt/dag for forplantningsevnen for hankøn; for fosterudvilingen i gravide rotter var NOAEL 9,6 mg bor/kg legemsvægt/dag og 21,8 for kaniner. Her er en oversigtstabel over Kommissionens værdier for LOAEL og NOAEL:

For eksempel skal en person på 70 kg dagligt indtage ca. 0,2 deciliter for at nå den højeste værdi hvor der ikke er målt nogen negative virkninger (NOAEL) for fosterudviklingen for gravide rotter.

Kommissionens grænseværdier for mennesker
På grundlag af grænserne for at der ikke blev registreret skadelige virkninger (NOAEL) satte man dernæst værdier for hvad der kan accepteres for en bruger. Disse betegnes AOEL (Acceptable Operator Exposure Level).

For NOAEL brugte Kommissionen 17,5 for forplantningsevne hos hanrotter og for fosterudvikling brugte man 9,6 hos gravide hunrotter og 21,8 for gravide kaniner.

Dernæst beregnede man AOEL værdier ved at dividere NOAEL værdierne med en sikkerhedsfaktor som skulle tage hensyn dels til variationer mellem mennesker og dyr og mellem mennesker indbyrdes, og dels til graden af de målte virkninger.

Variationsfaktoren var 100 i alle tilfældeog gradsfaktoren var 1 for fosterudvikling i gravide rotter og 3 for fosterudvikling i gravide kaniner hvor virkningerne var mere alvorlige. Sikerhedsfaktoren blev derfor enten 100 eller 300 afhængig hvilke forsøg man vurderede.

Her er en oversigtstabel:

Man valgte at arbejde med AOEL værdien for rotter på 0,06 som er den laveste af de beregnede værdier.

Hvad gør man andre steder i verden?
Hverken i USA, Canada, Australien eller New Zealand betragtes bor i større koncentrationer som risikabelt på samme måde som i EU. Og der er ikke krav om giftmærkning. I New Zealand har man fornyligt vurderet EU Kommissionens klassificering og forkastet den som værende urealistisk.

Den amerikanske miljøstyrelse, Environmental Protection Agency (EPA) har udgivet en rapport om bors giftvirkninger, TOXICOLOGICAL REVIEW OF BORON AND COMPOUNDS. Klik her.

I denne rapport ser EPA på de samme dyreforsøg som EU Kommissionen brugte som grundlag for sin klassificering, men EPA kommer til en anden konklusion, primært fordi EPA bruger en anden sikkerhesfaktor end EU Kommissionen. Dette er forklaret nærmere i det følgende afsnit om sikkerhedsfaktorer.

EPA’s øvre grænse for uskadeligt indtag af bor, Reference Dose (RfD) er 0,2 mg/kg legemsvægt/dag, hvilket er ca. 3 gange mere end EUKommissionens AOEL (0,06).

Bor er formodentlig et vigtigt mikronæringsstof, og Centret for Information om Fødevare og Næringsmidler, U.S. Food and Nutrition Board, under det amerikanske landbrugsministerium, United States Department of Agriculture (USDA) har givet en øvre grænse, Upper Limit (UL) for hvad de anser for at være uskadeligt indtag af bor. De brugte resultater fra de samme dyreforsøg som EPA og EU Kommissionen og anvendte samme NOAEL på 9,6 mg bor/kg/dag som EU Kommissionen havde for fosterudvikling for rotter. USDA konkluderede at det er uskadeligt for et menneske at indtage 0,32 mg bor/kg legemsvægt/dag. Denne øvre grænse, Upper Limit (UL), er ca. 5 gange større end EU Kommissionens AOEL på 0,06 mg bor/kg legemsvægt/dag.

I 2002 udgav en engelsk ekspertgruppe på vitaminer og mineraler, UK Expert Group on Vitamins and Minerals (UK EVM, 2002) en rapport hvor de anser bor som et vigtigt næringsstof og fastslog at et dagligt indtag på 0,16 mg/kg/dag er acceptabelt. Det er over 2,5 gange større end EU Kommissionens grænse. Her er en oversigt:

EU Kommissionen betragtede skader på forplantningsevnen hos hanrotter som den mest alvorlige virkning. For denne virkning var NOAEL (grænseværdien hvor der ikke blev målt skadelige virkninger) 17,5 mg bor/kg legemsvægt/dag. Man anvendte en sikkerhedsfaktor på 300, som er sammensat dels af en faktor på 100 for forskelle mellem dyr og mennesker og forskelle mellem mennesker indbyrdes, og dels af en ekstra sikkerhedsfaktor på 3, idet skaderne blev betragtet som meget alvorlige. Sidstnævnte faktor virker særlig subjektiv.

Det amerikanske landbrugsministerium, USDA, har brugt en sikkerhedsfaktor på 30. De (og EPA) kalder den en usikkerhedsfaktor, Uncertainty Factor (UF). Ved gennemgang af videnskabelig litteratur fandt de UF værdier fra 25 til 60. De konkluderede dels at der ikke er tilstrækkelig data til at kunne bruge en UF lavere end 10 for forskelle mellem dyr og mennesker, og dels at der er grundlag for at bruge en UF på 3 for forskelle mellem mennesker indbyrdes, idet man kan forvente at behandlingen af bor i den menneskelige organisme er forholdvis ensartet mellem mennesker indbyrdes. Bemærk at EU Kommissionen har brugt 10 for begge UF værdier – og så har de yderligere brugt en faktor 3, altså 10x10x3 = 300.

EPA vurderede den hæmmede fosterudvikling hos gravide hunrotter som den alvorligste virkning. De vurderede to sæt forsøg hvoraf det ene havde en NOAEL på 9,6 (samme som EU Kommisionens værdi). EPA anvendte dernæst en statitisk analysemetode på kombination af data fra de to forsøg og fandt en værdi på NOAEL på 10,3.

Dernæst lavede EPA en meget grundig analyse af mekanismerne for borindtag i dyr og mennesker på grundlag et af et omfattende statistisk materiale. Det førte til en sikkerhedsfaktor på 66. Man vurderede også andre organinsationers sikkerhedsfaktorer, men bemærkede at EPA ikke kunne stå inde for dem, idet de rummer en række væsentlige, uafklarede videnskabelige og metode usikkerheder.

International Program for Chemical Safety (IPCS) har i 2001 udgivet en vejledning i valg af sikkerhedsfaktor for at tage højde for variationer mellem dyr og mennesker og mellem mennesker indbyrdes, hvor de anvender en faktor på 100. Det er den samme faktor EU kommissionen har brugt for disse variationer, men det er ikke klart om EU baserede sin faktor på IPCS’s arbejde.

Udover IPCS så EPA også på et antal risikovurderinger hvor faktorer mindre end 100 er blevet brugt. Disse faktorer er beskrevet i det følgende.

European Centre for Ecotoxicology and Toxicology of Chemicals (ECETOC) beregnede i 1994 et acceptabelt dagligt indtag af bor på grundlag af en NOAEL på 9.6 mg bor/kg legemsvægt/dag og en sikkerhedsfaktor på 30 (det giver 0,32 mg bor/kg legemsvægt/dag).

I 1996 beregnede en forsker, Murray en sikkerhedsfaktor på 32.

Institute for Evaluating Health Risks (IEHR) bruger en sikkerhedsfaktor på 30, beregnet i 1997.

World Health Organization (WHO) bruger til miljømæssige sundhedskriterier en sikkerhedsfaktor på 32, beregnet i 1998.

World Health Organization (WHO) bruger i deres retningslinier for bor i drikkevand en sikkerhedsfaktor på 60, beregnet i 1998.

I 2001 anbefalede to forskere, Murray og Anderson på grundlag af senere års data og analyser at man bruger sikkerhedsfaktorer mellem 22 og 44 for bor.

I 2002 beregnede Institute of Medicine (IOM) acceptable indtag af bor for mennesker af forskellig alder hvor de anvendte en sikkerhedsfaktor på 30.

Her er en oversigt over sikkerhedsfaktorer der er opgivet i dette afsnit:

Konklusion:
Forskel i størrelsen af sikkerhedsfaktoren forklarer næsten hele forskellen mellem EU Kommissionens vurdering af risikoen ved bor og andre organisationers og forskeres vurderinger. Det er forbavsende at EU anvender en faktor 300 som er væsentligt større end mange andres, der ligger i området 30 – 100.

Er EU’s klassificering rimelig?
Af flere grunde virker EU Kommissionens klassificering af bor ikke rimelig. Det er forklaret nedenfor.

For et mennesker er de kritiske mængder så store at det er yderst usandsynligt at en person indtager så store mængder under den praktsiske anvendelsen af borprodukter til beskyttelse mod råd og svamp samt alger og skimmel.

Men der en en anden væsentlig indvendig mod at bruge resultaterne fra dyreforsøgene. I modsætning til dyr kaster mennesker nemlig boren op, allerede når de har indtaget mindre bor end de kritiske mængder.

Det er måske derfor at Kommissionen også støtter sig til resultater med indånding af borstøv i høje koncentrationer, idet dette ikke medfører opkastning. Men her er igen en svaghed i Kommissionens grundlag. I de koncentrationer der er tale om, er der nemlig så meget bor i luften at det ikke ville forekomme under den praktiske brug. Luften ville faktisk ligne en støvet gade i stormvejr, så der er nok ingen i et EU land som ville arbejde i den atmosfære. Desuden støver det jo ikke, når man bruger bor til praktiske anvendelser som beskyttelse om råd og svamp samt alger og skimmel.

Der er en voldsom reduktion fra de værdier som ikke forårsagede skadelige virkninger (NOAEL) til den anvendte værdi (AOEL) på grund af en sikkerhedsfaktor på 300.

Konklusionen må være at Kommissionen har været yderst forsigtig da de klassificerede bor, ide mennesker slet ikke kan spise de kritiske mængder, fordi de kaster op;