Fornem hæder for en imponerende bedrift af HusCompagniet på Sjælland i Dagbladet Børsens Gazelle-konkurrence. For andet år i træk har HusCompagniet således formået at være “Mest lønsomme Gazelle i Region Sjælland” – koncernchef Steffen Baungaard og direktør Martin Ravn-Nielsen fik overrakt statuetten i København.
HusCompagniet har på trods af svære markedsbetingelser de seneste årformået at placere sig helt i front blandt samtlige vækstvirksomheder på Sjælland målt på lønsomheden. For de bedrifter modtog HusCompagniet sidste år Dagbladet Børsens pris som “Mest lønsomme Gazelle i Region Sjælland” – og i dag er kunststykket på imponerende vis blevet gentaget.
Ved den årlige finale på Børsens Gazelleuddelinger i Wallmans – Cirkusbygningen i København, kunne koncernchef Steffen Baungaard og direktør for Sjælland Martin Ravn-Nielsen således træde på scenen og modtage statuetten. Gazellekonkurrencen hylder på baggrund af årsregnskaber de bedste af landets vækstvirksomheder for evnen til at skabe resultater, vækst og arbejdspladser.
“Denne præstation er resultatet af, at vi har fået skabt et endnu stærkere brand på Sjælland, at produktpaletten er udvidet og ikke mindst, at indsatsen fra vores medarbejdere har været helt uforlignelig. Derfor er vi også meget stolte af at modtage prisen igen, fordi den er et bevis på, at vores koncept udbredes på Sjælland og at kunderne finder tryghed hos os,” siger Martin Ravn-Nielsen.
HusCompagniet har de seneste år oplevet en eksplosiv stigning i interessen for at rive gamle energislugende huse ned og bygge nyt blandt desjællandske boligejere. Samtidig peger Martin Ravn-Nielsen på, at selskabet med en ny serie af halvandet og to-plans huse har fået et stærkt fodfæste på husmarkedet omkring København. Sidste år åbnede selskabet således nyt kontor i Lyngby til at markedsføre den nye husserie for boligejerne omkring hovedstaden, hvilket har vist sig at være ramme plet og bidrage til den samlede vækst.
På koncernplan holder selskabet på samme vis høj fart på husbyggeriet, og forventer at sætte ny byggerekord i indeværende år, trods et stagnerendemarked for nybyggeri herhjemme, der blot ligger på under en tredjedel af niveauet fra 2006.
“Vores mål er at lande på over 1000 huse i år mod 832 sidste år. Ikke fordi markedet overordnet set er vokset, men fordi vi har været dygtige til at tage yderligere andele af markedet, og udnytte mulighederne som eksempelvis i nedrivningsmarkedet på Sjælland. Huskøberne efterspørger tryghed i alle facetter af processen med at vælge ny bolig, og her står vi godt positioneret med en uovertruffen økonomisk soliditet og et meget stærkt byggekoncept,” forklarer Steffen Baungaard.
HusCompagniet er også særdeles aktive på både det svenske og det nordtyske husmarked, og for at matche vækstambitionerne er der netop åbnet ny afdeling i Gøteborg, og ifølge Steffen Baungaard arbejder selskabet ligeledes på at åbne kontor nummer to i Tyskland inden længe.