Under den 2. verdenskrig måtte man fyre med det brændsel, der var for hånden, og i mange skorstene samlede der sig løbesod, fordi man ikke kunne drive temperaturerne højt nok op med våde tørv og vådt brænde af ringe kvalitet.
Løsningen ville være at hæve temperaturen i skorstenen og dermed få bedre træk.
Den traditionelle skorsten er bygget af massive mursten og pudset op indvendig. Den har en stor åbning – lysning – indeni, ofte 25 x 25 cm. Mursten har imidlertid næsten ingen isolationsværdi, og røgen bliver derfor afkølet meget på sin vej op gennem skorstenen. Men for at røggasserne kan stige op og væk, og dermed skabe det undertryk, der suger luft til ilden, skal de være varmere end den omgivende luft.
Løsningen viste sig at være det nedsænkningsrør af pimpsten fra vulkanen Hekla på Island, som skorstensfejermester Reinholdt Christensen opfandt i disse år. Pimpsten er meget porøs og giver en fremragende isolation. Samtidig er massen så let, at montagen af nedsænkningsrøret kan klares med hånden.
Moderne fyr og effektive brændeovne giver imidlertid lave røgtemperaturer og arbejder heller ikke med de store luftmængder. Derfor kan den mindre lysning sagtens trække moderne fyr.
Foringer sænkes ned i skorstenen fra toppen, hvorefter der fyldes leca omkring. Isolationsværdien svarer herefter til flere meters murstenstykkelse, og skorstenen holdes derfor tør og varm, så røgen hurtigt stiger op og spredes i omgivelserne uden at genere.
En foring vil også bevare skorstenen bedre, fordi spændingerne mellem indre og ydre – for eksempel på en kold vinterdag – bliver meget mindre. Sprængninger undgås
© 1998-2026 bygogbolig.dk ApS
