Hvis man overvejer at lave om på sit køkken, er der en række erfaringer og gode råd, som man kan have glæde af at sætte sig ind i. Listen er ikke en lovsamling, for der er ingen objektive sandheder i køkkenindretning.

Arbejdstrekanten
Køkkenet skal være indrettet efter de menneskelige mål, i stedet for at mennesket skal række og strække sig.

Erfaringen har opstillet nogle minimumsmål for de forskellige arbejdspladser i et køkken (cm):
Arbejdsplads 80
Frasætning ved køleskab 40
Snavset service 90
Service til tørring (uden opvasker) 60
Komfur 60
Køleskab 60
Frasætning ved ovn 60
Albueplads ved komfur 20
Arbejdspladserne skal også placeres fornuftigt i forhold til hinanden. Man taler om, at arbejdstrekanten skal være ergonomisk korrekt.
For alle køkkener gælder det, at arbejdstrekanten mellem vask, komfur og køleskab helst ikke må have meget længere sider end 1,5 – 2,0 meter. Den samlede længde af de tre sider må helst ikke være over 6 – 8 meter i alt.
Arbejdstrekanten er et vigtigt redskab til planlægning af et nyt køkken, fordi arbejdet i køkkenet består af mange kortvarige operationer. Man går meget, og man rækker meget.
I det ensidige køkken bliver der ofte langt mellem kogeplads og køleskab, hvis de enkelte arbejdspladser skal have den optimale størrelse.
Det tosidige køkken skal have mindst 1,20 m mellem siderne. Men der må på den anden side helst ikke være mere end 2 meter.
Vinkelkøkkenet kan indrettes, så arbejdspladserne er samlede inde i vinklen. Højskabe placeres ude i hjørnerne.
U-køkkenet giver mulighed for den helt optimale arbejdstrekant.
Højder
Den gamle regel siger, at køkkenbordshøjden skal være albuehøjden minus 10 cm, og de fleste køkkenelementer fås i både 85 cm og 90 cm højde. Er brugeren meget høj, kan man få hævet soklen.
Overskabe skal være til at nå bekvemt i det daglige. Almindeligvis vil man placere overskabene 45 cm over bordpladen. Men – igen – det er brugeren, der skal kunne arbejde med tingene.
For lille højde under overskabene vil dog give en indeklemt fornemmelse. Og der kan blive vanskeligheder med større maskiner.
Højden skal næppe reguleres mere end ganske få centimeter. Man kan prøve sig frem i det eksisterende køkken. Find ud af hvor højt tingene kan stå uden at nogen behøver stå på tå.
Overskabene må helst ikke være dybere, end at der er 30 cm fra køkkenbordets forkant til skabslågen.