En australsk opfindelse er med til at øge forbrændingen i brændeovne og fastbrændselsfyr – gevinsten er bedre økonomi, renere røg og op til 50 pct. mindre partikeludslip.

Det kræver hverken tekniske ændringer eller specialister at give miljøet en håndsrækning og nedsætte udslippet af partikler fra brændeovnen eller fastbrændselsfyret. Man behøver blot putte en lille “røgrenser” ind i brændkammeret.
Røgrenseren – eller SmartBurn, som den hedder – er et 15 cm stålrør, der indeholder et naturligt materiale. Varmen fra ilden påvirker materialet og frigør en uskadelig gasart, der virker som en slags katalysator og effektivt øger forbrændingen.
I praksis er SmartBurn med til at brænde sodpartikler af, så de tilfører processen ekstra energi i stedet for at “gå op i røg” til ingen verdens nytte.
Resultatet er, at brændselsforbruget falder med op til 17 pct., røgen bliver renere og udslippet af partikler reduceres med op til 50 pct. Samtidig mindskes soddannelsen og nedsætter risikoen for skorstensbrand betydeligt.

Dokumenteret effekt
SmartBurn er udviklet af australieren Peter Hutchison, og selv om han ikke vil røbe sin hemmelige formel, har han papir på, at SmartBurn virker. Effekten er dokumenteret af det statsanerkendte laboratorium AHHA (Australian Home Heating Association Testing Laboratory), ligesom SmartBurn siden lanceringen i 2005 har vundet over 70 miljø- og innovationspriser.
En SmartBurn har en levetid på ca. 900 timer, hvilket svarer til fem timers dagligt brug i et halvt år.

© 1998-2026 bygogbolig.dk ApS