Helt tilbage fra cirka 600 f.kr har man fundet grave forede med skiferplader. De romerske vejbyggere konstruerede gader af skiferfliser og dækkede tage i de områder hvor de fandt skiferminer, både i Spanien og i England.

I 1500-tallet trængte brugen af skifer til tagdækning igennem i hele Mellemeuropa og i Norden. Skifer havde store fordele fremfor bly, strå og tegl, f.eks. i forhold til brand, krig, etc. Det første Frederiksborg Slot, Koldinghus, og Københavns Slot blev dækket af skiferdækkere “indskrevne fra Kronborg, Roskilde og Næstved”

Naturskifer som tagmateriale havde sin storhedstid i Danmark fra midten af 1800-tallet til først i 1900-tallet, hvor alle større ejendomme i købstæderne, i Københavns brokvarterer, herregårdshovedbygninger, stationsbygninger, villaer mv. blev beklædt med Port Madoc-skifre.
Port Madoc skifre har navn efter udskibningshavnen Port Madoc i Wales. Skifrene blev sejlet til Danmark og transporteret videre til bestemmelsesstedet via den dengang nyanlagte jernbane.

Naturskiferens neutrale mørkegrå farve levede op til datidens klassiske arkitektoniske krav om at gøre taget så diskret som muligt og nedtone tagfladen, ofte for at eksponere de smukt udsmykkede facader.

Med et begrænset forbrug af naturskifer i det seneste halve århundrede er det først siden starten af 1980’erne, at natur-skiferen igen er blevet et af de primære og foretrukne tagmaterialer.

Som en naturlig følge af det enkle, minimalistiske helhedsbyggeri og med tanken om bygninger med langtidsholdbare og smukke naturmaterialer, har naturskiferen igen indtaget sin retmæssige plads som eksklusivt tagdækningsmateriale.