Samtidig med udarbejdelse af skødet og eventuelt sælgerpantebrev, udfærdiger den, der berigtiger handlen – som regel købers advokat – en refusionsopgørelse.
Refusionsopgørelsen viser, hvad køber og sælger skylder hinanden på overtagelsesdagen.
Udgifter, der sædvanligvis indgår i refusionsopgørelsen, er typisk ejendomsskatter og terminer for en periode, der vedrører den ene af parterne, men betales af den anden.
Refusionsopgørelsen fordeler således boligens udgifter mellem parterne fra overtagelsesdatoen, således at der er rent bord.
Refusionsopgørelsen afregnes normalt ca. 4 uger efter overtagelsen.
På overtagelsesdagen bør man gennemgå den nye bolig meget grundigt. Man kan ikke senere forvente at få medhold i klager over forhold, som man burde have opdaget og påtalt, da boligen blev overtaget.
Hvis man kan, er det en god idé at gennemgå boligen sammen med sælgeren. Mange vælger også at have en bygningssagkyndig med én gang til.

© 1998-2026 bygogbolig.dk ApS