Overvejer du nye vægge og/eller lofter? Prøv at tage en rundtur i dit hjem. Forestil dig, at den ene fløj af den store vinkelstue blev forvandlet til et praktisk alrum, eller det alt for store soveværelse blev delt op i to gode børneværelser.
Det tager som regel ikke mere end en weekend at gøre drømmen til virkelighed. Der er ingen særlige lovkrav til lyd- eller brandisolering for interne skillevægge i boligen. Men det er vigtigt, at væggen er stabil og kan klare de belastninger, den udsættes for.
Når en ny væg konstrueres, har højden indflydelse på dimensionen af de stolper, der skal bruges, ligesom afstanden mellem dem skal afstemmes efter pladebredden. Antallet af pladelag har betydning for væggens stabilitet og lydisolering – brug evt. to gipsplader på hver vægside og suppler med isoleringsmateriale i hulrummet for lydisoleringens skyld. Husk også at tætne med lydfugemasse – hvor der kan komme luft igennem, kan lyden også.
Vi anbefaler, at du bruger stålprofiler til skelettet. Stålprofiler er stærke, rette, tørre og nemme at tildanne med en pladesaks eller nedstryger. Du kan dog også bruge trælægter, men disse skal være rette og tørre.
Er du usikker på at udføre opsætningen af en skillevæg, kan en fagmand udføre arbejdet for dig – prisen er overkommelig.