Tagpapbranchens Oplysningsråd (TOR) har igennem længere tid desværre kunnet konstatere, at flere og flere produkter, som udbydes på det danske marked, ikke overholder de normer og krav, som stilles til tagpapløsninger i dag.
Tagpap har gennem de senere år oplevet stigende popularitet. Dette kan bl.a. henføres til massiv information om produkterne og investeringer i kvalitetsstyring, men også til en seriøs opbygning af gode og veldokumenterede løsninger, som nu har vist deres værd på de danske bygninger.
I branchen ser man gerne, at kendskabet og udbuddet af løsninger bliver udbredt i form af en bred vifte af gode og holdbare løsninger. Til gengæld ser man ikke gerne, at nye udbydere ikke overholder de forventninger, kunderne har, og slet ikke at de bryder de krav, der er pålagt produkterne.
I denne forbindelse har TOR oprettet en frivillig ordning med kvalitetsmærket TOR-Godkendt.
TOR-Godkendt er en frivillig kontrolordning etableret med henblik på at sikre bygherrer, rådgivere og entreprenører mulighed for at foreskrive og anvende godkendte tagpapprodukter, som opfylder TOR’s produktkrav og TOR’s anvisninger samt gældende brandlovgivning
I fremtiden garanteres alle, der vælger TOR-Godkendte produkter, at disse overholder ønskede kvalitetskrav og godkendelser. Dette sikres bl.a. ved, at organisationen kan foretage stikprøver på tage for at efterse, om alle bestemmelser, så som brandkrav, produktstandarder, CE-Mærkning, DoP-dokumentation og vindlastdimensionering overholdes samt ved at udtage produkter til test af 3. part.
Icopal har som en af de første leverandører tilsluttet sig denne ordning, og på hjemmesiden www.torgodkendt.dk vil man kunne finde alle godkendte produkter og specifikationer fra tilsluttede producenter, importører og distributører.
I fremtiden vil alle TOR-godkendte produkter fra Icopal blive mærket med “TOR-Godkendt”.
“Her hos RAP Tag A/S hilser vi den nye ordning særdeles velkommen. Som tagdækkervirksomhed er det vigtigt, at vi fuldt ud kan stole på, at den tagpap, vi anvender, er godkendt og opfylder TOR’s krav.
Vi glæder os derfor over, at vores mangeårige tagpapleverandør, Icopal, også har valgt at tilslutte sig ordningen”, lyder det fra Brian Jørgensen, indehaver af RAP Tag A/S.
”RAP tag hilser den nye ordning særdeles velkommen”, udtaler Brian Jørgensen, indehaver af Rap Tag.