Tvilum Landinspektørfirma A/S

Lige i øjet

Nybyg | Skrevet af Tvilum Landinspektørfirma A/S d. 18. juni 2007

Et af de senere års mest omtalte byggeprojekter er uden tvivl den ny DR-by i Ørestaden.Hvad de færreste skænker en tanke, er det omfattende målearbejde, der ligger til grund for et byggeri af den størrelse. Det anerkendte Tvilum Landinspektørfirma A/S fik i 2002 den prestigefyldte opgave i konkurrence med to andre firmaer og påbegyndte i det tidlige forår 2003 arbejdet på byggepladsen.


Første fase i det omfattende projekt var en gennemgang og kontrol af dels det foreliggende digitale tegningsmateriale, dels en kontrol-måling af eksisterende fikspunkter i området. Der blev foretaget kontrol af hovedmodulnet,og de enkelte segmenter
blev lagt fast. Segment 1 var på det tidspunkt påbegyndt, så det var segmenterne 2, 3 og 4, der blev lagt fast i forhold til hovedmodulsystemet.


Der blev foretaget en omfattende opmåling af eksisterende fikspunkter. De eksisterende punkter er placeret på omkringliggende bygninger (Hørgården, IT-universitetet, metrosøjler o.a.) Efterfølgende har man foretaget en nykoordinering af samtlige punkter. På hovedfikspunkter tilstræbes en nøjagtighed på 0-2 mm. Igennem hele perioden har det været nødvendigt at vedligeholde og udbygge hovedfikspunktssystemet.


Overvågning
I et område med så stor aktivitet er det vigtigt at overvåge de enkelte punkter og undersøge, om de har lidt overlast: Er det blevet påkørt,har det været pillet ned og sat op igen, er det placeret i et område med fx pæleramning? Alt sammen noget som kan påvirke de enkelte punkter og give spændinger i nettet. Udbygning af fikspunktsnettet er i stort omfang foregået i samarbejde med øvrige brugere af punkterne. De enkelte entreprenører har ofte deres egne landmålere, og placering af nye punkter er typisk foregået i et samarbejde med dem.
Ligeledes er fikspunkter for indvendig aptering også typisk placeret efter de enkelte brugeres ønsker og behov. Tvilum har i stort omfang forestået afsætning af metermærker samt modulmærker i alle 4 segmenter. Dette arbejde er ligeledes foregået i tæt samarbejde med byggeledelsen og de enkelte brugere, som typisk anvender punkterne i forbindelse med elinstallationsarbejder, placering af skillevægge, lægning af gulve, placering af facadeelementer og meget andet.

Undgår sætninger
I kælderen på segment 4 – koncertsalen – er der placeret 12 bolte. Disse bolte er siden efteråret 2003 målt en gang om ugen. Formålet er at overvåge, hvorvidt der sker sætninger, efterhånden som betonkonstruktionen bliver højere og højere. Ligeledes er der placeret en anseelig mængde stål øverst på bygningen. Sætningerne har vist sig mindre end forventet af rådgiverne.

Ligeledes i segment 4 skulle der graves ud til en rampe ned til i kælderen. Rampen ligger imellem 4 metrosøjler. Ørestadsselskabet forlangte kontrolmåling på metrosøjlerne i hele anlægsperioden. Dette betød måling af 8 punkter på 4 søjler 2 gange om dagen på hverdage og én gang om dagen i weekender – i alt i 2-3 måneder. Hvis der under måling konstateredes sætninger på mere en to mm skulle gravearbejde straks stoppes. Det blev dog aldrig nødvendigt: Metrosøjlerne står på fundamenter på størrelse med operahuset!

I segment 1 kunne det konstateres,at bygningen satte sig – dog mere mod øst end mod vest. Det kræver stor omhu i målingerne,
hvis en landmåler skal kunne konstatere, hvorvidt der er sket en sætning eller ej. Mange faktorer spiller ind: grundvandssænkning, aktivitet i undergrunden, jordbundsforhold i øvrigt, store belastninger på bærende konstruktioner m.v.

16 meter lang buet skydedør
Segment 2 voldte en del problemer. De såkaldte ”bobledæk” viste sig at være knap så solide som forventet. Dette medførte en række kontrolnivellementer på lofterne i de enkelte etager. Der var det dog sætninger, der kunne ses med det blotte øje.
Segment 2 rummer blandt andet nyhedsstudiet; en cylinderformet stål og glaskonstruktion i tre plan. De buede glaselementer skulle placeres med stor nøjagtighed. En lille unøjagtighed i placering ville straks kunne ses i den ca. 42 meter lange buede facade.

I konstruktionen indgår også en 16 meter lang, buet skydedør. Denne opgave har været en udfordring for såvel landmåler som montørerne. Den mindste unøjagtighed ville betyde, at døren ikke kunne skydes nogen steder. På nordfacaden er der målt prismeløst på stålkonstruktionen, som skal holde glasfacaden. Her var det vigtigt at tværgående stålbjælker kom til at sidde i præcis samme højde, da lyset ellers ville brydes forskelligt i de enkelte glas.

Krævende men spændende opgave
På så stor en byggeplads er der mange funktioner, der skal gå op i en højere enhed. I visse situationer har det givet landmåleren meget vanskelige forhold at arbejde under. Fx kræver moderne landmålingsudstyr fast grund under stativbenene –
og det er ikke altid nemt at finde i et projekt som den ny DR-by. Man har ofte skullet arbejde i højderne, og brug af lift og arbejde fra krankurv har ikke været ikke usædvanligt. Der har været flere ”nærved”-situationer, hvor instrumentet er reddet fra et fald på 20 meter – og en enkelt gang blev instrumentet slet ikke reddet, men kørt over af en rendegraver! For de af Tvilums medarbejdere der har deres daglige gang på byggepladsen har det været en periode med store udfordringer. Der har været mange spændende opgaver som til tider skulle løses under vanskelige forhold og under stort tidspres,mange aktører, som skulle serviceres.



Tvilum Landinspektørfirma A/S

customer-logo

Firma Adresse

Søndre Jernbanevej 4 E
3400 Hillerød

Nyeste artikler fra Tvilum Landinspektørfirma A/S
Lige i øjet
Tvilum Landinspektørfirma A/S
Lige i øjet
Læs artikel
Udstykning – Arealoverførsel
Tvilum Landinspektørfirma A/S
Udstykning – Arealoverførsel
Læs artikel
Tvilum Landispektørfirma A/S er landinspektør i PARKEN
Tvilum Landinspektørfirma A/S
Tvilum Landispektørfirma A/S er landinspektør i PARKEN
Læs artikel
Rådgivning om arealanvendelse
Tvilum Landinspektørfirma A/S
Rådgivning om arealanvendelse
Læs artikel
Indlæs flere artikler...

Få byggetips og inspiration fra bygogbolig.dk

Du får gratis lækkert nyhedsbrev med byggetips og viden om byggematerialer, der hjælper dig i valget af produkt til dit byggeri.

Har du produkter, der bør vises på bygogbolig.dk?

Få en redaktionel omtale af dit produkt overfor boligejere og håndværkere. Vi modtager gerne din pressemeddelelse og byggetips.