Efterår med rusk og regn og temperaturer på den forkerte side af fem grader inviterer ikke til det store havearbejde. Men det gør ikke noget. Højsæsonen er overstået, så lad bare haven passe sig selv.
Du har været i sving hele foråret, hele sommeren og et godt stykke ind i september og oktober. Nu er det på tide at læne sig tilbage og slappe lidt af. Begræns aktiviteterne til stilfærdige havevandringer, og nyd at naturen går sin gang.
Bladene fra træerne dækker store dele af græsplænen, men i stedet for at pakke sig selv ind i hue og halstørklæde og fare ud med løvriven, kan man med ro i sindet lade bladene ligge, hvor de er. Det er der flere gode grunde til. Efterårets gule, orange og røde farver pynter gevaldigt mellem alt det brune og grå. Hverdagens blæst og periodiske stormvejr skal nok få blæst de fleste blade væk, og det kommer altid til at se pænere ud, end hvis man selv havde været i gang med riven. Løvet indgår i den biologiske cyklus og pindsvinene skal nok finde et hjørne i haven, hvor der har samlet sig grene og blade nok til at isolere for frosten.
Overlad haven til dyrene
Den sidste nedfaldfrugt, der hverken nåede at blive plukket, lagret eller presset til cider, kan man trygt lade ligge under træerne. Fugle, mus og andre vinteraktive og sultne dyr vil elske dem. Resten forrådner og går igen ind i havens evige kredsløb af liv af død.
Lad mosegrise og muldvarpe gøre deres. Det er på forhånd en næsten håbløs kamp. Hvis man alligevel vil skåne sin præmiegræsplæne, kan man eventuelt forsøge at holde gravedyrene til en begrænset del af haven, hvor de kan få lov at boltre sig.
Skal man endelig være fysisk aktiv i haven, kan man for eksempel sætte nogle fuglefoderhuse op eller reparere de gamle, så de kan holde hele vinteren igennem.

© 1998-2026 bygogbolig.dk ApS