De fleste vandhuller vil hurtigt lide af iltsvind og lugte råddent. Det skyldes at vandoverfladen og dybden er for lille til, at vinden kan få vandet iltet ligesom, vi hører omkring nogle af vore indre farvande og fjorde fra tid til anden. Benyttes en springvandspumpe vil vandet blive iltet og cirkulæret. Sættes der fisk og planter i bassinet vil der hurtigt komme affaldspartikler og dermed brunt og uklart vand. Dette kan nemt renses med et mekanisk/biologisk filter til priser fra ca. kr. 400,00 og op efter. Når vandet så er blevet rent kan solens stråler trænge ned i vandet og samtidig med opvarmningen, får det algerne til at dukke op – eller det man kalder grønt vand. Det kan renses med UVC-lys, men da algerne formere sig hver anden time, skal pumpen og UVC-lyset kunne klare en gennemstrømning af bassinets vand indenfor 2 timer. Processen får algerne til at ”klumpe” sammen og på kort tid bliver ”klumpen” så stor, at den vil gå til bunds eller blive filtreret væk i bassinfiltret. Det er altså en nødvendighed at have et mekanisk/biologisk bassinfilter for at få alge problemet løst. Det er også vigtigt at understrege, at UVC-lyset ikke skal sterilisere vandet, vi skal stadig bevarer alle de gode mikroorganismer. Ligesom fisk og planter ikke vil trives i et sterilt miljø. Herefter har man det rene og klare vand, der giver en fantastisk oplevelse både for fugle, fisk og mennesker.
Udgravning og placering
Placer havebassinet et sted i haven, der ser naturligt ud og som samtidig let ses fra terrassen og indefra huset – så får man størst glæde af det. Anbring nogle pinde i jorden og lad en snor følge pindene rundt for at få et overblik over størrelsen på havebassinet. Start udgravningen det dybeste sted og grav udefter. Bassinet bør have 3 forskellige dybvandszoner – sumpzone fra 0 – 30 cm, mellemzone fra 30 –50 cm og endelig dybvandszone fra 80 cm. 80 cm betragtes som min. for at sikre, at fisk kan overleve en streng vinter. Fjern alle sten og rødder inden et tyndt lag sand og/eller fiber dug udlægges. Anbring dernæst folien (PVC-folie er blødere og nemmere at arbejde med end PE-folie) og gerne på en varm dag, så er det nemmere. Fyld langsomt vand i bassinet og hold 3-5 pauser, hvor folien kan få lov til at strække sig og falde til ro. Afslut bassinkanten med græstørv eller natursten. Det er samme fremgangsmåde ved at fastkant bassin, derfor vælger de fleste også folien som er mere individuelt og fleksibelt.
Opstart af havebassinet
Der kan benyttes både regnvand og hane vand til havebassinet. Planter og fisk bør ikke sættes i bassinet de første 4-6 uger. Der findes forskellige produkter til at fremme opstarten og udviklingen af mikroorganisme, som med fordel kan tilsættes. Pumper og filtersystem kan startes op med det samme. Husk inden der sættes fisk i havebassinet at teste pH-værdien som skal ligge på ca. 6,5. Hvis udsvinget er mere end 1, bør der ikke udsættes fisk før værdien er på det normale igen. PH-værdien bør kontrolleres med jævne mellemrum, hvis man har fisk.
Fisk
Udvalget af fisk til havebassiner bliver større og større hvert år. De mest almindelige og nemmeste er naturligvis guldfisk (comet). Ønsker man mere spændende arter kan Koi’er anbefales. Koi’er findes i et mange forskellige arter, størrelser og farver, men de kræver alle sammen rent og klart vand, ligesom de trives bedst i stimer med min. 8-10 stk. Fodres de hver dag, kan man hurtig lære dem at komme helt op til hånden og faktisk ”sutte” på fingrene – det er meget sjovt for børnene. Husk altid, at har fiskene ikke spist alt maden på 3 minutter – har de fået for meget. Nedsæt fodermængden, da den ikke gavner og tilmed forurener i vandet. I sommerperioden fodres gerne lidt mere eller med mere proteinrig kost og når vandtemperaturen er under 10 grader stoppes fodringen, da fiskene går over i en form for dvale.
Viser fiskene ingen interesse for fodret bør de kontrolleres for sygdomstegn og evt. behandles. De fleste sygdomme kan nemt kureres, hvis de opdages i tide.
Det kan være vanskeligt at vurdere om man har for mange eller for få fisk i bassinet, men som tommelfingerregel bør der aldrig være mere end 1 cm. fisk for hver 10 l. vand. Det vil sige at et havebassin på 2.000 liter vand max. bør indeholde 200 cm fisk og helst mindre. Jo større omgivelser en fisk har, jo større og hurtigere vokser de.
Planter
Der findes et stort og stadig stigende antal bassinplanter som er velegnet til de danske forhold. Nøkkeroser og åkander er de mest kendte, men hvad de fleste måske ikke er opmærksom på, så bør de anbringes så et evt. springvand ikke rammer dem hele tiden.
Sumpplanter til de lave zoner af arten Iris er ligeledes også meget udbredt og der er en stigende interesse for vandrensende planter, der øger iltindholdet i vandet og skaber en bedre balance i vandet. Husk altid at plante dem i plantekurve. På den måde er det nemmere at tage dem op og beskære dem senere uden at tabe for meget jord i havebassinet og benyt altid speciel jord til havebassinets planter.
Planlægning for første gangs købere
De fleste bruger den mørke tid til at planlægge og forberede sig på forårets kommen og dermed også muligheden for at bygge et havebassin. Der findes dels glimrende bøger om emnet, men også de førende leverandører af foder og pumper har nogle letlæselige og informative hæfter, som oftest er gratis. Den måske bedste kilde er tit en bekendt, som selv har erfaring med havebassinet. De erfaringer kan være guld værd. Det kan være at udformningen af havebassinet måske skal være anderledes, den valgte pumper kræver mere vedligeholdelse end andre mærker, filteranlægget skulle måske være en anden type ligesom fiskene kunne være en anden størrelse eller art. Der er mange muligheder, som er med til at gøre det spændende at starte op, men enkelte af faldgruberne kan nemt undgås.
Når man har hentet inspiration, kan man begynde med at tegne en skitse over omgivelserne og prøve at tegne havebassinet ind. Hvis der er mulighed for det, vil det være en fordel at anlægge havebassinet et sted, hvor det kan udvides i løbet af et par år enten til et større havebassin eller måske med et vandfald.
Valg af produkter
Der findes flere forskellige mærker på det danske marked, men Heissner og Hozelock hører til de mest kendte og har været på markedet i flere år. Som fingerregel siger man, at pumpen skal være i stand til at omsætte vandet i havebassinet mindst én gang hver anden time, men ikke mere end 1 gang i timen. Dernæst bør man sikre sig en pumpe med minimal vedligeholdelse. Hvis den har skumfilter, så bør det være et groft et, der ikke skal renses så tit som et fint et. I dag er der flere muligheder for at vælge en pumpe uden skumfilter, men i stedet har de så en filtreringskasse, som holder de større partikler ude fra rotoren og samtidig forhindres det, at pumpen stopper til. På den måde undgås også den kedelige og tidskrævende rengøring at et skumfilter.
Til den nye sæson fås flere springvandspumper med meget lavt strømforbrug. Der findes i dag meget økonomiske springvandspumper, som kun bruger meget lidt strøm. 8 watts strømforbrug koster ca. kr. 100,00 om året, så derfor kan en besparelse i strømforbruget hurtigt dække en merpris på selve pumpen. Hvem vil ikke tænke i grønne miljø tanker, når man samtidig, kan spare penge. Desuden bør pumpen have mulighed for at kombinere springvand og en udgangsstuds til et filteranlæg, figur eller vandfald. Pumpen bør have et lavt tyngdepunkt, så den står stabilt i vandet. Et lille ”fif” , bind en snor i pumpen, så kan den nemt trækkes op på land til rensning eller check.
Til den nye sæson vil vi se flere og flere ”filterpumper”, som er beregnet på at pumpe vand og partikler op til et filter eller vandfald. Flere af disse filterpumper fås også med meget lavt strømforbrug.
I de større havebassiner og dem der har Koi-karper, er det næsten et krav, at man har en filterpumpe ved siden af sin springvandspumpe. Filterpumper bør have sin indsugning så tæt på bunden som muligt, da det er her, der findes slam og partikler, som skal ud af bassinet. Ligeledes vil det være en fordel, hvis der er en indstilling af partikelstørrelsen, så man kan reducere åbningen, når der er fiskeyngel. Ellers risikere man nemt at fiskeynglen på et par millimeter bliver suget ind i rotoren. Ud over at forbedre vandets kvalitet og fisk og planters trivsel, øger det også omsætningen i butikken væsentligt.
Indenfor filtreringsanlæg findes der flere leverandører som giver ”klart vands garanti” eller pengene tilbage under forudsætning af, at produkterne er afpasset efter havebassinet. Disse anlæg har såvel mekanisk/biologisk rensning som UVC-rensere, derved sikres en optimal rensningsprocedure til gavn for fisk og planter. Det er dog vigtigt at være opmærksom på at et filteranlæg til eks. 2.000 l. vand, kun passer til et bassin med 1.000 – 1.400 l., da der er andre faktorer, som spiller ind, som f.eks. vanddybde, sollys m.m. der øger kravet til rensningssystemet. Det er en smagssag om man vil have filtret og UVC-bassinrenser for sig eller de nye og mere kompakt modeller med integreret UVC-lys i filtret. En god ide er at vælge en kompakt model og gerne en der kan graves lidt ned for det er sjældent med til at forbedre syns oplevelsen, hvis der står en sort kasse ved siden af bassinet. Ofte kan man skjule dem lidt med nogle planter, men kønt er det sjældent. Et langsomt løbende vandfald giver også en god biologisk rensning specielt, hvis man har mange mindre sten liggende i vandløbet.
Udvidelse
De fleste havebassin ejere bliver meget glade for deres nye havebassin og vil i løbet af et par år udvide det. Det kan evt. være med et vandfald, eller selve bassinet der gøres større eller et helt nyt bassin.
Vedligeholdelse
Fjern altid nedfaldende blade og tag rådne planter op fra bassinet. Hvis 60% af overfladen er dækket af planter bør der tyndes ud. Planter og fisk kan evt. tages op om vinteren. Er der mere end 80 cm dybt i bassinet kan fiskene normalt godt overvintre, men det kræver, at der isfrit, så evt. metangas kan slippe ud. Hvis vandet fryser, må der ikke slås hul, da chokbølgerne i vandet kan dræbe fiskene, hæld varmt vand på, så det smelter langsomt.
Usserød Kongevej 80
2970 Hørsholm
Du får gratis lækkert nyhedsbrev med byggetips og viden om byggematerialer, der hjælper dig i valget af produkt til dit byggeri.
Få en redaktionel omtale af dit produkt overfor boligejere og håndværkere. Vi modtager gerne din pressemeddelelse og byggetips.