Udvalget af gardintyper bliver stadig større og mere spændende, og det kan være svært at gennemskue fordele og ulemper ved de forskellige typer. Det rigtige gardin skal være både praktisk og smukt. Derfor kommer der her 3 gode råd til, hvad du skal være opmærksom på, når du skal vælge dine nye gardiner.
3 gode råd til valg af gardiner
1. Hvilke praktiske kriterier skal gardinet opfylde? Tænk over det praktiske først. Hvad har du behov for? Skal gardinet kun være for syns skyld eller har du også brug for at kunne lukke lyset ude? Skal det f.eks. være mørklægning?
2. Se kritisk på dit vindue og dets form. Beslut ud fra vinduets form, hvilket gardin der vil egne sig bedst. Samtidig skal det gerne opfylde de praktiske kriterier du har besluttet i punkt 1.
3. Nu har du besluttet det praktiske og formen, så nu kan du se på farverne/mønster. Tag et kritisk blik med nye øjne på rummet. Hvilke farver og stil har du? Vælg en farve og et mønster der matcher din stil og kør den samme farveskala. På den måde vil gardinet harmonere flot med resten af rummet.
Hvis du følger de 3 ovennævnte råd er du godt på vej til at få det rigtige gardin. Vær tro mod din stil og lad gardinet understrege stilen og helheden. For at gøre det lidt lettere for dig, at vælge det rigtige gardin, har jeg beskrevet lidt om fordele og ulemper ved hver enkelt type. Det der bekymrer de fleste husmødre er oftest rengøringen af gardinerne, men her kan jeg indledningsvis fortælle at alle gardiner fra Uniggardin faktisk er behandlet med teflon, der er smudsafvisende.
Rullegardiner
Vælg rullegardiner når du gerne vil have en stram, enkel og moderne stil. Rullegardinet har haft en lidt dårlig periode, men det har for alvor vundet indpas igen. Tungerne fra 80’erne er væk og i stedet sælges rullegardinet oftest med lige stofkant eller med en alu-kant. Det kendte fjedertræk fra før er også blevet erstattet af kædetrækket, som er mere tidssvarende og noget lettere at betjene. Rullegardinet lader vinduet komme til sin ret og lader lyset strømme ind. Men trækkes det for er det fremragende til at lukke lyset ude. Det er meget praktisk og funktionelt. Oveni det kan det være en flot detalje i indretningen, når mønstret/farven i rullegardinet matcher resten. Man kan sige, at det kan få en hel malerisk effekt i vinduet, når man trækker 30-40 cm af det flotte mønster ned. Rullegardinet er let at tørre af med en fugtig klud.
Persienner
Persiennen er nok en af de mest brugte løsninger herhjemme. Den hænger næsten i ethvert hjem – i et rum eller flere. Den praktisk i den henseende, at det er svært at kigge ind. Men til gengæld lader den ikke lyset strømme så meget ind, som rullegardinet. Men her er det man skal gøre op med sig selv, hvad man har brug for. Er det lyset eller afskærmningen? Det kan f.eks. afhænge af, hvor generet man er af naboens blikke. Men med persiennen har man mulighed for at lege med lysets virkning i rummet og styre lysets stråler gennem persiennen. Generelt er persiennen den enkle og sikre løsning til en god pris. Mht. rengøring skal det tages ned og vaskes under bruseren eller hver enkelt lamel skal tørres af.
Lamelgardiner
Lamelgardinet er blevet utrolig populært. I starten blev de mest brugt til kontor-miljøer, men de har også fundet ind i danskernes hjem nu. Mange af de nybyggede huse har i dag rigtig store vinduespartier, hvor lamellen gør sig rigtig godt. Også i de skrå vinduer der går til kip, er lamelgardinet en god løsning. Den ser fantastisk ud i større vinduer og er samtidig praktisk, da den kan trækkes helt væk eller rulles helt for. Man kan dreje den og lege med lyset i rummet, som ved en persienne. Lamellen anbefales ofte til allergikere, da støvet ikke ligger sig på lamellerne, som det gør ved persiennen. Nogle lamelgardiner kan endda vaskes i vaskemaskinen. Men pas på med at forelske dig i lamellen, hvis du ikke har vinduet til det. Følg de 3 bud og respekter vinduets form. Lamellen ser simpelthen ikke pæn ud i små vinduer. Den er stilren og tidløs i de større vinduer, men en katastrofe i små vinduer. Men har man f.eks. flere store vinduer og flere små, så er det rigtig flot med lameller i de store vinduer og med rullegardiner i de mindre. Vælg samme design og de vil matche hinanden rigtig flot.
Plissegardiner
Plissegardiner er den lidt finere og klassiske løsning. Det skaber lidt mere hygge og varme end f.eks. rullegardinet og lamellen, som er lidt mere stramme og moderne i stilen. Plissegardinet har stort set de samme funktioner som rullegardinet. Det lader vinduet komme til sin ret og lader lyset strømme ind, samtidig med at det giver indretningsmæssig fin detalje, der dog virker lidt blødere end rullegardinet. Plisségardinet findes også som solafvisende eller som mørklægningsgardin. På grund af det meget lette stof, fylder plisségardinet ikke meget, og det er rigtig fint i et lavt vindue med smal karm. Et flot og elegant gardin. Plisségardinet kan som rullegardinet let tørres af med en fugtig klud.
Lindholm Havnevej 31
5800 Nyborg
Du får gratis lækkert nyhedsbrev med byggetips og viden om byggematerialer, der hjælper dig i valget af produkt til dit byggeri.
Få en redaktionel omtale af dit produkt overfor boligejere og håndværkere. Vi modtager gerne din pressemeddelelse og byggetips.