Da Jette og Erling Thomasen købte det lille røde parcelhus fra 1966 var de godt klar over, at der skulle en ombygning til for at gøre parcelhuset mere tidssvarende. Huset havde tilhørt den samme ejer altid, og der var ingen ændringer foretaget. Med nutidige øjne så det meget kedeligt ud både indeni og udenpå.
– Vi havde egentlig en ide om, at vi ville bygge ovenpå eller ind i skrænten. Huset ligger på en skrånende grund med en dejlig udsigt, som er årsagen til, at vi købte huset. Vi snakkede med arkitekt Hans Maar Andersen, som kom herud og så sig omkring. Han sagde, at det ikke var nødvendigt at gøre ret meget for at forbedre husets udsigt. Han viste os, hvordan vi i stedet kunne ændre lidt ved vinduerne og inddrage en lille overdækket terrasse. Det var temmelig overraskende, og vi kunne straks lide hans ideer, fortæller Jette Thomasen.
Kender arkitekten
Hun og Erling havde før arbejdet sammen med Hans Maar Andersen, da de byggede til deres tidligere hus, så de var ikke i tvivl om, at det skulle være den samme arkitekt igen i deres nye projekt med det gamle parcelhus.
Vi havde egentlig en ide om, at vi ville bygge ovenpå eller ind i skrænten. Arkitekten viste os, hvordan vi i stedet kunne ændre lidt ved vinduerne og inddrage en lille overdækket terrasse. Det var temmelig overraskende.
Og det første møde i huset var gratis. Det er det som hovedregel, når man gerne vil have en arkitekt til at komme ud og give et mundtligt forslag til, hvordan et hus kan ændres til det bedre. Efter første møde udarbejder arkitekten et skitseforslag efter aftale og det er først dér, at man begynder at betale for arkitektens ydelser. Et skitseforslag koster fra kr. 5.000-20.000 kroner alt afhængig af projektets størrelse. Efter skitseforslaget kan man vælge enten at springe fra eller at lave en aftale med arkitekten om, hvad han skal udføre i forbindelse med ombygningen. Priserne er forskellige hos arkitekterne, men som regel ligger den samlede pris for tegninger, tilsyn og byggestyring i omegnen af 15-25 % af håndværkersummen.
Parcelhusets farver
Det kan godt betale sig at have en arkitekt med på sidelinien. Arkitekter er uddannede til at se huset som en helhed og i symbiose med omgivelserne. En egenskab, som de fleste af os ikke har talent for, og derfor kommer vi nemt til at bygge for dyrt eller forkert.
– Noget af det, vi er rigtig glade for ved vores ombygning er den stil, som huset har fået. Der er noget tidløst over det, som vi mener kun kan komme fra en arkitekt. Vi ville aldrig selv have fundet på at male huset blåt og lave tilbygningen på denne her meget stramme måde og så i hvid, siger Erling Thomasen.
Der er noget tidløst over det, som vi mener kun kan komme fra en arkitekt.
Huset er udvendigt filtset med en blå nuance fra Systemmørtel. Filtsningen er et naturmateriale, så om sommeren er huset helt lyseblåt, mens det om vinteren efter et gedigent regnvejr bliver nærmest sort. Den hvide tilbygning er kalket med jurakalk, men Jette og Erling er ikke helt tilfredse med materialet, fordi det hurtigt bliver misfarvet af den megen salt, der er i den kystnære luft. Til sommer vil de prøve at give det Cempexo, der er en cementholdig maling, som parret har gode erfaringer med fra garagen. Husets tag er af sort tagpap lagt med listedækning, der understreger det stramme og mere moderne udtryk, som parret gerne ville have frem.
– Vi synes ikke, det nytter noget at afvige for meget fra arkitektens ideer, det er trods alt ham, der er eksperten.
Arkitekten interesserede sig meget for de omkringliggende boliger for at få vores hus til at passe bedst muligt ind i omgivelserne. Det er også hans ide at indrette med bøgehæk rundt om morgenterrassen for at få det helt rigtige udtryk. Vi har i det hele taget fulgt arkitektens tegning til punkt og prikke. Vi synes ikke, det nytter noget at afvige for meget fra arkitektens ideer, det er trods alt ham, der er eksperten. Og resultatet er blevet rigtig godt, siger Erling Thomasen.
Indenfor er alt lavet om. Og så alligevel ikke.
Klinker og trægulv
– Indretningen var sådan set god nok, vi har kun flyttet en enkelt dør. Den gik oprindeligt ud i gangen fra kontoret, men nu er den sat i i den væg, der støder op til stuen. På den måde kan man være på kontoret og så alligevel deltage i husets liv. Til gengæld har vi lavet meget om på materialerne, fortæller Jette Thomasen.
I gangen og køkkenet er der lagt klinkegulv og stuen har fået et massivt plankegulv i Merbau. Træet har Erling selv skaffet hjem fra Malaysia, fordi han kender en vognmand, der tilfældigvis skulle have et læs træ hjem derudefra.
– Jeg takkede hurtigt ja, da han spurgte, om vi skulle have noget med. Træet kom i rå form, som vi så har fået bearbejdet på et savværk. Hele stuegulvet har kostet os cirka 10.000 kroner på den måde, siger Erling Thomasen.
I det hele taget har parret forstået at spare de rigtige steder. Dørene er de oprindelige, som blot har fået et lag maling og et moderne greb. Stålgelænderet udenfor er også det oprindelige. Malingen er fjernet og stålet er blevet galvaniseret, så det står med en smuk patina, der passer til husets nye stil.
Gode håndværkere
I køkkenet er der også elementer af stål. Neden under kogesektionen står gryderne på to arkitekttegnede riste i rustfrit stål, og emhætten er også specielt designet af arkitekten i rustfrit stål.
– Det er ikke altid, at arkitekter lige tænker over, at tegninger også skal kunne føres ud i livet. Emhættens bukning var umulig for håndværkerne at lave, fordi man ikke kan bukke en 2 mm stålplade så skarpt, som arkitekten havde lagt op til. Alligevel oplevede vi, at håndværkerne syntes hele projektet var så spændende, at de virkelig grublede over, hvordan de skulle løse problemet. Vi ville jo helst have det præcist som arkitekten havde tegnet det, siger Erling Thomasen. Han fortæller, at en af smedene pludselig fik en lys ide.
– I stedet for at bukke pladen, så skar de den op i to og svejsede den sammen i en bukning, hvorefter de sleb den. Man kan overhovedet ikke hverken se eller mærke samlingen, siger Erling Thomasen.
Resten af køkkenet er også tegnet af arkitekten og derefter produceret i massiv ahorn af Roar Køkkenet i Roskilde.
De små detaljer i ombygningen
Stuen er det rum, hvor man tydeligst mærker forandringen. Den tidligere overdækkede terrasse er integreret i stuen, og der er lavet en lille tilbygning, som giver plads til et stort panoramavindue med en ekstremt bred vindueskarm, der samtidig fungerer som siddeplads.
– Jeg sidder nogle gange oppe i vindueskarmen og nyder udsigten. Der sker altid noget, der er skibe på vandet og vi kan følge med i livet på den lille bro, som går op og i, når skibene sejler forbi. Det er virkelig afstressende, fortæller Jette Thomasen.
Med tilbygningen er huset udvidet fra 85 m2 til 100 m2. Stuen er delt op i en spisestue og en afslapningsafdeling med en halvmur. Arkitektens trick er her at afslutte muren, inden den når helt ud til den tilstødende væg. Det giver et udtryk af lethed og tidløshed. Og så er der blevet plads til en bred skorsten med brændeovn indendørs og integreret grillplads udendørs. Bredden på skorstenen er det sidste pift, som medvirker til at give huset eksklusivitet med få virkemidler.
Tekst og foto – Magasinet BEDRE BOLIG
Desværre, vi fandt ikke nogen artikler om emnet
Du får gratis lækkert nyhedsbrev med byggetips og viden om byggematerialer, der hjælper dig i valget af produkt til dit byggeri.
Få en redaktionel omtale af dit produkt overfor boligejere og håndværkere. Vi modtager gerne din pressemeddelelse og byggetips.