Den kraftige vækst i antallet af danske tilflyttere til Sverige betyder øget efterspørgsel og dermed højere boligpriser i Malmø-området.
Mens boligejerne i København, Århus og andre danske byer i flere år har kunnet tale med naboen om ”de vilde” huspriser og den store friværdi, så har de skånske boligpriser holdt sig på et meget lavere niveau.
Men nu kan boligejerne i Malmø og omegn også begynde at tale med. På bare et år er huspriserne steget med 15 procent, så gennemsnitsprisen for et hus nu er højere her end i Gøteborg.
Den stigning kan svenskerne blandt andet takke (eller bebrejde) os danskere. En af forklaringerne på den eksplosive prisudvikling er den danske tilflytning, som er steget med over 40 procent på blot et år.
– Det er socialt velfungerende mennesker, der kommer for at få en billig bolig, og de vælger typisk at bosætte sig i Malmø, så de kan pendle frem og tilbage til deres arbejde i København og omegn, fortæller Britt Andresen, som er analysechef i Øresundsbro Konsortiet.
Femdobling siden 2000
Billigere boliger og generelt lavere leveomkostninger har medført, at der siden år 2000 er sket en femdobling i antallet af danskere, som flytter over på den anden side af sundet. Alene i årets første seks måneder er der kommet 1.367 danske tilflyttere.
– Den melding, vi får fra de svenske ejendomsmæglere, er, at det er et købestærkt publikum, hvilket betyder, at de er med til at sætte boligmarkedet under pres, siger Britt Andresen.
Og skal man tro de svenske ejendomsmæglere, så er det en udvikling, der vil fortsætte.
– Fra vores svenske samarbejdspartnere, Skandia Mäklarna og Bjurfors, har vi fået meldinger om, at priserne er på vej op med stormskridt – selv om der stadig er et stykke vej op til københavnerpriserne, siger kommunikationschef Niels H. Carstensen, home.
Det understreger statistikken også. Alene hen over sommeren er huspriserne steget med otte procent, mens priserne i de to andre storbyområder, Gøteborg og Stockholm, kun er steget med 2 procent, viser den seneste måling foretaget af det svenske statistikbureau Statisiska Centralbyrån Och Lantmäteriverket.
Så savner man lidt friværdisnak, kan man altid tage et smut over broen.
Usserød Kongevej 80
2970 Hørsholm
Du får gratis lækkert nyhedsbrev med byggetips og viden om byggematerialer, der hjælper dig i valget af produkt til dit byggeri.
Få en redaktionel omtale af dit produkt overfor boligejere og håndværkere. Vi modtager gerne din pressemeddelelse og byggetips.