Faber er nu klar med gardinløsninger med motor og fjernbetjening – det gælder foldegardiner, persienner samt plissé- og rullegardiner. Alt kan styres med en fjernbetjening i hånden – og man kan selv prøve i 10 udvalgte forretninger, hvor Faber har indrettet ‘Inspiratorium’. Det er et særligt rum, hvor man i ro og mag kan prøve sig frem og lade sig inspirere.
Der hører en fjernbetjening med til fjernsynet. Det forventer vi alle nu om dage. Flere og flere ønsker også at kunne styre boligens gardiner med en fjernbetjening, og Faber præsenterer nu fjernbetjente foldegardiner, persienner samt plissé- og rullegardiner. Faber har gennem flere år tilbudt fjernbetjente markiser, hvilket ca. 80 pct. af kunderne i dag vælger. I løbet af efteråret introducerer Faber også lamelgardiner med fjernbetjening.
Gardiner i hele boligen kan styres med én og samme fjernbetjening, som nemt rækker tværs gennem huset. De nye, fjernbetjente muligheder er blevet til i samarbejde med virksomheden Somfy, der bidrager med den anvendte radiostyrede teknologi.

Hvis man ønsker mere ‘intelligente’ gardiner kan der bl.a. kobles en såkaldt solvogter på. Solvogteren sørger for at sende besked til gardinet, om at dette skal blænde/køre ned, så snart solen begynder at skinne. Eller der kan installeres en timer, så gardinerne i f.eks. stuens vinduesparti ruller ned hver dag på et givent tidspunkt. Der er her tale om løsninger, som beskytter boligens interiør og samtidig også kan virke som en form for tyverisikring.
“Det er vigtigt, at danskerne selv får lov til at prøve de nye, fjernbetjente gardinløsninger. Derfor har vi i samarbejde med designere og arkitekter udviklet og investeret i et særligt rum: ‘Inspiratorium’, hvor man som navnet antyder kan lade sig inspirere og i fred og ro prøve teknikken, røre ved stofferne og få rådgivning af personale med viden inden for området”, forklarer marketingchef Ulla Lykke, Faber.

Der bliver foreløbig indrettet ‘Inspiratorium’ i 10 udvalgte gardinforretninger landet over. I ‘Inspiratorium’ vil der til enhver tid være udstillet de nyeste dessiner, og derudover kan man også finde Fabers samlede sortiment i en række kollektionsbøger. “Gardiner er ikke bare gardiner. Det handler om oplevelse og livsstil – akkurat som når vi køber møbler. Derfor skal moderne gardinløsninger ses i en spændende og større sammenhæng. Det vil vi gerne sikre hos Faber”, siger Ulla Lykke. Foruden ‘Inspiratorium, i 10 forretninger, har Faber indrettet flotte showrooms i kundeservicecentrene i Århus og København, hvor kunderne kan kigge forbi og se gardinløsninger i sammenhæng med forskellige boligindretninger. Alle gardinløsninger fra Faber er skræddersyede og af høj kvalitet – lavet helt efter den enkeltes smag og behov. Faber har alle gardinløsninger, fra foldegardiner, persienner, rullegardiner og plisségardiner til lamelgardiner.
