Danmark har i mere end 200 år haft et enestående og meget velfungerende realkreditsystem.
Oprindeligt var der tale om foreninger, som gav lån mod pant i folks huse. Pengene blev skaffet ved at sælge obligationer, som var sikret ved pant i alle de ejendomme, som foreningen havde givet lån i.
Disse obligationer kunne folk, som ønskede at spare op (investorerne) købe. På den måde var der ikke direkte sammenhæng mellem den enkeltperson, som ønskede at investere i fast ejendom og den person, som ønskede at belåne sin ejendom. Man spredte på den måde risikoen efter et ‘en for alle – alle for en’ princip. At et enkelt huslån mellem mange, mange tusinde lån gav tab, kunne næppe mærkes.
Låntager hæftede dog for lånet med sin ejendom og personligt, hvis tvangssalg af ejendommen ikke kunne dække lånet.
Dette er lån givet af et realkreitinstitut som giver dem ved at sælge obligationer på børsen. Når forbrugeren optager et lån, sker det ved at forbrugeren via realkreditinstituttet sælger obligationer på børsen.
Der findes obligationslån og kontantlån. Ved obligationslån optages lånet med f.eks. for kr. 500,000 6 % obligationer til kurs 98 der derved giver et provenue på kr. . 490,000. Kontantlånet derimod sælges der så mange 6 % obligationer at der opnås et provenue på kr.500,000 og renten fastsættes derefter til f.eks. 6,1221. Hvis et kontantlån indfries via en konvertering kan dette udløse beskatning af fortjeneste – dette sker ikke ved obligationslån. Kontantlånet har en fordel ved stort kurstab da kurstabet ændres til en merrente der kan trækkes fra i skat.
Der kan opnås lån af varighed 10, 20 og 30 år og renten er lavest ved det korteste. Da køber som regel har kursrisikoen ved lånet anbefales altid at kurssikre dette. Det koster fra 300 til 600 kr. alt efter hvilket institut der vælges og ca 0,3 kurspoint.
Kreditforeningen tager et ekspeditionsgebyr fra kr.1,000 til 2,500 alt efter hvilket. Der betales for salget på børsen med kurtage. Der er stor forskel på hvad de enkelte banker og kreditforeninger tager for dette.
