get-found.

Fire trin til at sikre et lavt radonniveau i sit hjem

Gulv, væg & loft | Skrevet af Radonova d. 10. marts 2020

Det er vigtigt at have styr på radonindholdet i sin bolig. Radon, som typisk slipper ind i boligen fra jorden, kan i forøgede niveauer føre til lungekræft. Sundhedsstyrelsen vurderer, at radon forårsager ca. 300 tilfælde af lungekræft om året i Danmark. Kræften opstår, ved at radon, der er en radioaktiv gas, henfalder og dermed skaber såkaldte alfapartikler, der kan skade lungerne. Desværre er dødeligheden for lungekræft meget høj sammenlignet med andre kræftformer. Det er således af største betydning at sikre et lavt radonindhold i sit hjem.

 

Trin 1 – Lav en korrekt måling

For at vide, hvilket radonindhold man har i sit hjem, må man måle. Formålet med målingen er primært to ting:

  • At kende radonindholdet i sin bolig. På den måde kan man vurdere, hvilken sundhedsfare man eventuelt udsættes for. Det gøres ved at sammenligne det målte radonindhold med 100 Bq/m3, som er det referenceniveau, der er fastsat i Danmark.
  • At målingen gennemføres korrekt. Dette lyder som en selvfølge, men desværre er der måleudstyr til radon, der har en alt for høj måleusikkerhed. Desuden ses det alt for ofte, at udstyret er placeret forkert i boligen, og at måleperioden er for kort. Den eneste måde at sikre sig en korrekt måling på er at anvende et ISO 17025-akkrediteret radonlaboratorium med dosimetre af typen med lukket sporfilm, som Radonova har. Akkrediteringen stiller nemlig krav til kvaliteten og krav om, at korrekte instruktioner følger med dosimetrene. Det er for, at man kan opfylde kravene i henhold til Bygningsreglementet for måling af årsgennemsnit. Som akkrediteret laboratorium udsættes man kontinuerligt for ekstern revision og deltager i internationale sammenligningstest hos forskellige myndigheder rundt om i verden.

 

Trin 2 – Sammenlign det målte radonindhold med det tilladte referenceniveau

I Danmark skal man ligge under 100 Bq/m3 i radonindhold. Det er også den grænse, som Verdenssundhedsorganisationen WHO har sat. Hvis man ligger over denne værdi, bør man træffe foranstaltninger for at sænke radonniveauet. Har man et radonniveau under 100 Bq/m3, er foranstaltninger ikke nødvendige, men sørg altid for at have et så lavt radonniveau som muligt. Risikoen for at blive ramt af lungekræft som følge af radon falder nemlig lineært med et lavere radonindhold. Desuden anbefales man at lave en ny måling hvert 10. år eller tidligere, hvis man har foretaget store ombygninger i huset.

 

Trin 3 – Foranstaltninger hvis man har et for højt radonniveau

Hvis man ligger over referenceniveauet på 100 Bq/m3, bør man træffe foranstaltninger, så man kommer under denne grænse. Helst så langt ned som muligt.

Hvis niveauet ligger mellem 100 Bq/m3 og 200 Bq/m3 , kan en begrænset indsats til at reducere radonniveauet i ejendommen være tilstrækkelig. Det kan f.eks. ske via en forbedret ventilation (med det eksisterende system).

Hvis man ligger over 200 Bq/m3, skal man inddrage professionel hjælp. Inden man iværksætter en radonforanstaltning, bør man dog få et radontilsyn af boligen. Formålet er at finde ud af, hvor radongassen slipper ind. Sådan et tilsyn kan så resultere i et forslag til foranstaltninger. Virksomheden, der benyttes her, bør have medarbejdere, der har gennemført en faglig uddannelse hos Statens Byggeforskningsinstitut og Teknologisk Institut i relation til radonforanstaltninger.

 

Trin 4 – Kontrollér, at foranstaltningerne giver den planlagte effekt

Når foranstaltninger er indført, er det altid vigtigt at kontrollere, at radonniveauet er blevet reduceret. Det gøres bedst ved at måle radonindholdet igen med dosimetre fra et akkrediteret radonlaboratorium som Radonova. Dermed får man en korrekt og sammenlignelig værdi for radonindholdet. Hvis man ønsker en løbende kontrol over radonindholdet, kan man benytte et digitalt radoninstrument. Bemærk dog, at sådan et instrument mister pålidelighed, hvis ikke det kalibreres årligt.



customer-logo

Firma Adresse

Vasagatan 16
111 20 Stockholm

Nyeste artikler fra get-found.
Fire trin til at sikre et lavt radonniveau i sit hjem
get-found.
Fire trin til at sikre et lavt radonniveau i sit hjem
Læs artikel

Få byggetips og inspiration fra bygogbolig.dk

Du får gratis lækkert nyhedsbrev med byggetips og viden om byggematerialer, der hjælper dig i valget af produkt til dit byggeri.

Har du produkter, der bør vises på bygogbolig.dk?

Få en redaktionel omtale af dit produkt overfor boligejere og håndværkere. Vi modtager gerne din pressemeddelelse og byggetips.