Icopal sender to helt nye tagprodukter på markedet: Contour er et elegant alternativ til et traditionelt tagpaptag til beboelseshuse, mens Kviktag er en gør det selv-løsning til alt fra pavilloner til legehuse. Begge er prisfornuftige løsninger i nytænkende design til nutidens forbrugere.
Efter at et minimalistisk udtryk har domineret i en årrække, ser vi nu en trend, hvor stadig flere forbrugere og arkitekter bruger tagfladen visuelt og funktionsmæssigt til andet og mere end blot at være klimaskærm. Det fortæller Flemming Adolfsen, salgsdirektør i Icopal, og han fortsætter:
”Derfor har vi i Icopal investeret al vores viden om tagpap og brugen af overfladeskifer i udviklingen af to helt nye tagprodukter, Contour og Kviktag, som imødekommer tidens ønsker. Vi lancerer produkterne på Byggerimessen i Fredericia i disse dage”.
Et ekstra løft til taget
Contour løsningen har indbygget en skyggevirkning i tagfladen, som giver mindelser om en løsning med tolags listedækning, hvor tagfladen er brudt af lodrette forhøjninger.
”Contour er målrettet de forbrugere, der ellers ville have valgt en normal tagpapløsning. Med Contour får man for en lille merpris mulighed for at give tagfladen et ekstra løft ved at vælge en helt ny og unik tagløsning,” siger Flemming Adolfsen og tilføjer, ”at Contour produceres på Icopals fabrik i Ikast og kvalitetsmæssigt er fuldt på højde med koncernens øvrige topprodukter”.
Samme visuelle udtryk
Brian Jørgensen, indehaver af Rap Tag i Holbæk, har en god mavefornemmelse, når det gælder afsætningsmulighederne for Contour.
”Det er dejligt at se, at der stadigvæk bliver udviklet nye tagløsninger, som man ikke har set før. Jeg har faktisk allerede en kunde, som er interesseret,” siger han og fortsætter:
”Contour er en ny spændende tagløsning, som på grund af skyggeeffekten har et lidt mere eksklusivt udtryk end almindeligt tagpap. Det er et friskt pust til branchen og et stærkt supplement til vores eksisterende produktpalette. Jeg tror, at Contour vil være interessant for dem, der ønsker en nyskabende og anderledes tagløsning.”
Nyt tag på pavillonen
Kviktag er endnu en ny tagløsning fra Icopal. Den er målrettet gør det selv-folket og velegnet til mange forskellige mindre byggeprojekter i haven – fra pavillonen over legehuset til brændeskuret. Også her er der arbejdet med overfladen.
”Vi har lagt et mønster ned i overfladeskiferen, som giver et smukt spil og en helt anden oplevelse af taget, end hvis fladen var dækket af almindelig tagpap. Løsningen er også helt oplagt til præfabrikerede gæstehytter, som typisk bliver leveret med en underpap af tvivlsom kvalitet, hvor der skal lægges tagpap ovenpå,” slutter Flemming Adolfsen.