Det er det verdenskendte arkitektfirma schmidt hammer lassen, der blandt mange andre spektakulære bygningsværker også står bag Den Sorte Diamant i København og Aros i Aarhus, der i samarbejde med arkitekt Kristine Jensens Tegnestue har skabt det nyåbnede spektakulære Dokk1 i Aarhus. Blandt andre hovedaktører i byggeriet er den højt specialiserede entreprenørvirksomhed Brøndum A/S.
Dokk1 huser bl.a. det centrale bibliotek og Borgerservice i Aarhus og er med sine ny havnebyrum en del af Urban Mediaspace Aarhus, hvilket er kommunens største anlægsprojekt nogensinde.
Dokk1 tilbyder en stribe faciliteter til alle mulige former for socialt samvær, foreningsliv, netværk og undervisning, og huset beskrives som ”Et åbent og tilgængeligt læringsmiljø, der fremmer demokrati og fællesskab”. Alt sammen i de smukkest tænkelige rammer af begavet arkitektur.
Et hus, der byder på så mange muligheder, inviterer naturligvis også til mange timers ophold, og får man brug for at træde af på naturens vegne, fortsætter den delikate, arkitekttegnede tråd naturligvis helt ud på toiletterne, hvor Starck vægtoiletter og Vero håndvaske fra Duravit udgør den sanitære indretning. Med andre ord er Dokk1 en totaloplevelse i gennemtænkt æstetik anno 2015.