Ud over obligations- og kontantlån, er der i de seneste år kommet en ny type realkreditlån, nemlig rentetilpasningslånet, som populært er blevet kaldt ‘det selvkonverterende lån’. Det er nok en sandhed med modifikationer, idet der er knyttet ganske betydelige risici til rentetilpasningslånet. Faktisk er der tale om en gammel låneform, der nu tages op i revideret form.

Baggrunden for rentetilpasningslånenes pludselige genopståen var, at der omkring årsskiftet 95/96 var et historisk stort spænd mellem den korte rente (lå omkring 4 procent) og den lange rente (lå omkring 8 procent).

Dette rentespænd på 4 procent gjorde det attraktivt at finansiere lange lån som f.eks. 30 års realkreditlån med korte obligationer, f.eks. 1 års obligationer.

Disse obligationer skal så indfries til kurs 100 efter et år. Der er tale om såkaldt inkonverterbare obligationer, som i løbet af året kan ligge både over og under kurs 100, afhængig af om 1 års renten ligger lavere eller højere end ved lånets etablering.

Når obligationen udløber til indfrielse til kurs 100 hvert år den 1/1, så genfinansierer man lånet med salg af nye 1 års obligationer, som naturligvis vil have en rente svarende til renteniveauet på det tidspunkt, og den rente kan være både højere og lavere end første gang, der blev solgt obligationer.